Moses møder en samaritaner?

Vi har i forrige artikel diskuteret, hvordan Muhammed forvekslede Mirjam (hende med pauken) med Jomfru Maria (hende med Jesusbarnet).

I forlængelse af den samme problematik med forveksling af de to Mariam’er, lavede Muhammed så en anden teologisk og/eller historisk fejl vedrørende samaritanerne, fordi Muhammed ret enkelt sagt ikke havde styr på grundlæggende kronologi i historiens gang og ikke kunne placere et folkeslag, samaritanerne, korrekt på tidslinjen.

Lad os gennemgå det.

Hvem samaritanerne er og hvordan Muhammed har klokket i det

Samaritanerne er blevet meget berømte på grund af Jesus’ narrativ om den barmhjertige samaritaner, som vi kan læse i Det Nye Testamente, og det er umiddelbart årsagen til at de er kendte.

Hvordan dukkede samaritanerne op i historiens gang?

Den korte forklaring er, at samaritanerne er en blandingskultur af jøder og assyrere, der opstod efter 722 f.v.t.

Den lange forklaring er som følgende: Over 1000 år før vor tidsregning har vi historien om Moses, som førte sit folk ud af Egypten til Israel, og bagefter døde Moses på et tidspunkt. Efter Moses’ død etablerede israelitterne deres egen stat/stater omkring Jordanfloden tæt ved Middelhavet. Nogle par århundreder år senere dukkede assyrere op fra Assyrerriget (et rige fra Nordirak), som erobrede Israel og herunder byen Samaria i 722 f.v.t., og hvor assyrerne voldtog, tog slaver eller giftede sig med jødiske kvinder, og på den baggrund opstod der senere en blandingskultur mellem jøderne og assyrerne, der blev til samaritanerne.

For at forenkle det visuelt, vil denne tidslinje måske hjælpe:

Et simpelt spørgsmål: Kan Moses have mødt en samaritaner? Svaret er rungende ”nej”.

For den historiske eller teologiske kronologi er, at Moses først førte israelitterne ud af Egypten, så døde Moses, og bagefter skabte israelitterne deres egen stat/stater, og så dukkede assyrere op med deres krig, og efterhånden opstod samaritanerne. Der er altså nogle par århundreder år mellem Moses’ levetid og samaritanernes opståen. Derfor kan Moses ikke have mødt nogen samaritaner på nogen måder.

Hvis der i dag var en selverklæret profet fra Odense, der påstod, at han fik guddommelige åbenbaring fra en alvidende Odin, der åbenbarerede, at Robin Hood havde mødt en socialdemokrat fra Danmark, da ville vi alle straks vide, at den selverklæret profet fra Odense var en løgnhals udelukkende ved brug af historiekundskab: Det kan slet ikke lade sig gøre, at Robin Hood skulle have mødt en socialdemokrat fra Danmark, da kronologien ville være helt forkert, eftersom Socialdemokratiet først opstod lang tid senere i forbindelse med industrialisering og urbanisering i 1800’erne.

For klarhedens skyld er det helt underordnet om man tror Moses eller Robin Hood ikke var historiske personer eller ej. Pointen er, at Moses (eller Robin Hood), uanset deres historicitet, umuligt kan have mødt en samaritaner (eller en socialdemokrat). For tidskronologien og den historiske kontekst ville simpelthen ikke passe.

Alt dette bringer os til Muhammed, der hævdede, at han fik guddommelige åbenbaringer fra en alvidende guddom, Allah. Og en alvidende Allah ville have styr på kronologien og ville ikke dumme sig ved at påstå, at Moses mødte en samaritaner. Men det pudsige er, at Koranen siger, at Moses mødte en samaritaner! Altså at samaritanerne eksisterede på Moses’ tid, selvom det er kronologisk umuligt!

Dette fælder endnu engang Muhammed som en bedrager, der opdigtede sine åbenbaringer.

Koranen om Moses, der mødte en samaritaner

I Anden Mosebog kapitel 32 kan vi læse den bibelske historie om Guldkalven. Den handlede om at på et tidspunkt var israelitternes leder, Moses, borte oppe i Sinai-bjerget, og israelitterne ville inderligt så gerne lave en afgud, som de kunne tilbede, og her samlede Aron guldringene fra sine trosfæller og støbte Guldkalven, som israelitterne tilbad til stor vrede fra Gud og Moses.

Muhammed kendte godt til ovenstående bibelhistorie, og Muhammed har fået påstået åbenbaringer, hvor ovenstående historie om Guldkalven også er nævnt, selvom Muhammed genfortæller den lidt anderledes. Hvorimod Bibelen fortæller, at Aron støbte Guldkalven og var skyldig i afgudsdyrkelsen, fortæller Koranen derimod at Aron advarede mod afgudsdyrkelsen, og at den skyldige, der førte israelerne på afveje ved at tilbede Guldkalven, var en… samaritaner. Og Moses skældte så samaritaneren ud, ifølge Koranen.

Samaritaneren på arabisk bliver ”al-Samiri”.

Og de relevante koranverser, hvor Moses møder en samaritaner, er disse:

>>”Hvad har fået dig til at ile forud for dit folk, Moses?” Denne sagde: “De følger efter i mine fodspor. Jeg ilede til Dig, Herre, for at Du kunne være tilfreds.” Han sagde: “Vi har fristet dine folk i dit fravær; al-Sāmirī har ledt dem vild.” Vred og bedrøvet vendte Moses tilbage til sit folk. “Mit folk!” sagde han. “Har jeres Herre ikke givet jer et smukt løfte? Har pagten varet for længe for jer? Eller ønskede I, at vrede fra jeres Herre skulle komme over jer, siden I har brudt aftalen med mig?” De sagde: “Vi brød ikke aftalen med dig af egen drift; men vi blev pålagt at bære vægten af folkets smykker. Så kastede vi dem fra os, og det samme gjorde al-Sāmirī.”

…

Moses sagde: “Og hvad gik der så af dig, Sāmirī?“<< (Koran 20:83-95)

Islam-apologeters forklaringer

Islam-apologeter (og muslimerne grundlæggende) ved godt, at det er kronologisk umuligt at samaritanerne skulle have eksisteret på Moses’ tid, og de har forskellige tilgange og forskellige søforklaringer.

En gruppe apologeter har forsøgt at redde Koranen ved at hævde, at når Allah nævnte ”al-Sāmirī” eller samaritaneren, så skal det læses metaforisk og ikke bogstaveligt, og at ”al-Sāmirī” kan betyde en person fra byen Samarra (Irak).

En anden gruppe af apologeter argumenterer, at ordet ”al-Sāmirī” er metaforisk og bare betyder ”en oprør af Moses”, og ikke en samaritaner i bogstavelig forstand.

En tredje gruppe apologeter påstår, at ”al-Sāmirī” refererer til Zimri, som var søn af Salu, som er bibelske figurer. (Se Fjerde Mosebog kapitel 25)

En fjerde gruppe apologeter påstår, at Allah refererede til samaritanernes (jødiske) forfædre. Men Koranen refererer ikke til samaritanernes jødiske forfædre og nævner konsekvent “al-Sāmirī” og “Sāmirī” tre gange.

De muslimske apologeter kan ikke blive enige om, hvilken en af ovenstående forklaringer, eller andre forklaringer, der er den rigtige.

For de eks-muslimske aktivister er der enighed: Muhammed havde ikke en skid styr på kronologien og vidste ikke, at samaritanerne først opstod mange århundreder efter Moses, og derfor klokkede Muhammed i det, og nu står muslimerne med deres hellige Koran i hånden, hvor de kan læse at Moses mødte en samaritaner, selvom det er kronologisk umuligt.