Intro om jødedommen, kristendommen og frafald

Er den abrahamitiske Gud, der optræder i Bibelen, en sand guddom?

Eller er sådan en guddom en fantasikonstruktion skabt af mennesker?

I denne sektion skal vi introduceres til jødedommen, kristendommen og frafald. Vi skal gennemgå en kildekritisk granskning af jødedommen og kristendommen, og vi skal se på, hvorfor mange (tidligere) kristne og jøder – ved brug af kritisk tænkning – har indset, at Gud ikke findes og mistet deres tro.

Det er relevant, at man får en indsigt i, hvad de specifikke tanker og argumenter er, der nedbryder trosforsvaret hos en kristen og en jøde, hvorved de mister troen på Gud. Fordi de tanker og argumenter, der nedbryder trosforsvaret hos kristne og jøder, er til en vis grad magen til de samme tanker og argumenter, der også nedbryder trosforsvaret hos muslimer.

Lad os derfor starte med jødedommen og kristendommen her.

 

Intro om jødedommen og kristendommen

Allerede nogle par århundreder før vores tidsregning blev jødedommen til det, vi kender i dag. Jødernes tro går ud på, at der kun er én guddom, og denne guddom kalder vi for ”Gud” med stort ”G”. Tilmed tror jøderne også på, at en såkaldt ”Messias” – jødernes ventede konge og frelser – skal komme en dag, hævder de.

Omkring begyndelse af vores tidsregning var der en jødisk sekt, der påstod, at den såkaldte Messias allerede havde været her: Jesus. Medlemmerne af denne nye jødiske sekt påstod helt konkret, at Jesus var Guds søn og at denne udrettede mirakler, og derfra udviklede denne jødiske sekt sig til det, vi kender som ”kristendommen”.

Hvad tror jøder og kristne på?

Jøder og kristne tror på, at der findes en almægtig og alvidende Gud. Men de kristne tror ydermed også på en detalje, som jøder ikke tror på: De kristne tror på, at Gud sendte sin søn, Jesus, i form af en menneskeskikkelse ned til menneskeheden, og at Jesus var den såkaldte Messias.

Både jøder og kristne tror også, at Bibelen er en hellig skrift, der anviser en vej til frelse, men den afgørende forskel er, at jøderne forholder sig kun til Det Gamle Testamente (Det Hebraiske Bibel eller “Toraen”), mens de kristne forholder sig til både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.

 

Om skriftsynet på Bibelen

Med hensyn til indholdet i Bibelen opfatter kristne og jøder ikke alt som ord/sætninger fra Guds mund. I Bibelen skelner man mellem ”Guds direkte ord” og “tanker fra mennesker inspireret af Gud”. Opfattelsen af hvor meget af indholdet i Bibelen, der er ”Guds direkte ord”, og hvor meget, der er “tanker fra mennesker inspireret af Gud” er divergerende.

Nogle kristne og jøder har det skriftsyn på Bibelen, at Moses gik op på Sinai-bjerget, og der talte Gud direkte til Moses, hvor sidstnævnte valgte at skrive Guds direkte ord ned. Med andre ord fik Moses altså et mundtligt/oralt budskab fra Gud og skrev dem ned. Derfor er der et skriftsyn om, at de fem Mosebøger indtil Moses’ død er ”Guds direkte ord”. De resterende dele af Bibelen efter Mosebøgerne er forskellige bøger, der som regel bliver opfattet som “tanker fra mennesker inspireret af Gud”, og dermed er disse ikke ord/sætninger fra Guds mund medmindre Gud (og Jesus for de kristne) er citeret direkte for at sige noget.

Men der findes også andre kristne og jøder, som har et andet skriftsyn og som mener, at Mosebøgerne heller ikke er ord/sætninger fra Guds mund, men at disse også er “tanker fra mennesker inspireret af Gud”.

Endnu en gang: Opfattelsen af hvor meget af indholdet i Bibelen, der er ”Guds direkte ord”, og hvor meget, der er “tanker fra mennesker inspireret af Gud” er divergerende.

Men er der en ting vi kan slå fast, så er det at Bibelen ikke hævder, at den er “Guds direkte ord” fra begyndelse til slutningen.

 

Videnskabelige fejl og moralske problemer i Bibelen

Hvad er det, der tit får mange kristne og jøder til at miste troen og tænke: ”Ej! Gud findes ikke, han er en fantasigud ligesom Zeus og Odin opdigtet af mennesker!”?

Svaret er, at det har noget at gøre med videnskabelige fejl og moralske problemer i Bibelen. En stillingtagen til en række videnskabelige fejl og moralske problemer i Bibelen KAN nedbryde trosforsvaret hos en kristen og en jøde.

For nogle par tusinde år siden havde menneskeheden en helt anden opfattelse af, hvad videnskabelige fakta og moral var i modsætning til i dag. I dag er vores opfattelse af videnskabelige fakta og moral radikalt anderledes end førhen. For i dag ved vi en masser ting om universet og naturen, som man ikke vidste før. Og i dag har vi også et helt andet moralsk værdisæt end før i tiden.

Og det bringer os til den abrahamitiske guddom, der optræder i Bibelen.

I Bibelen optræder den abrahamitiske guddom som en ALVIDENDE guddom.

En ALVIDENDE guddom ved alt og har derfor styr på videnskabelige fakta. Han ville aldrig nogensinde lave videnskabelige fejl.

Og en alvidende guddom ved alt og har derfor også styr på den perfekte moral. Han ville aldrig nogensinde anvise en amoralsk vej.

Og dét er netop problemet!

Gud i Bibelen kommer konstant med en række videnskabelige fejl og moralske problemer.

For at illustrere pointen om, hvorfor mange kristne og jøder får deres trosforsvar nedbrudt og mister troen på Gud, skal vi her se på tre konkrete eksempler på videnskabelige fejl og tre yderligere konkrete eksempler mere på moralske problemer i Bibelen

 

Et eksempel på videnskabelig fejl er Månens rolle med dets hvide skær om natten. Før i tiden, når man kiggede på Månen om natten, ville det forekomme som selvindlysende, at Månen lyste med dens kraftige hvide skær. Prøv selv at se Månen om natten med skyfri udsigt: Man vil notere, at Månen virker, som om den lyser. – Men i dag ved vi, at Månen slet ikke lyser, for videnskabelig fakta er, at Månen er et mørkt objekt, der blot reflekterer Solens lys.

Men i Bibelen står der uvidenskabeligt, at Månen er et lys:

>>Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.<< (Første Mosebog 1:16)

 

Et andet eksempel på videnskabelig fejl er tidsperioden for Jordens skabelse, altså hvor lang tid det tog for Jorden at blive til. Før i tiden ville man måske tro, at Jorden blev skabt på nogle dage. – Men i dag ved vi, at det ikke passer, for videnskabelig fakta er, at Jordens skabelse tog millioner af år.

Men i Bibelen står der uvidenskabeligt, at Jordens skabelse skete på syv dage:

>>Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. Det var himlens og jordens skabelseshistorie.<< (Første Mosebog 2:1-4)

 

Et tredje og sidste eksempel på videnskabelig fejl er arternes oprindelse, altså menneskehedens og dyrenes oprindelse. Før i tiden ville man måske tro, at arterne blev skabt akkurat sådan som de ser ud nu. Af måske ler. – Men i dag ved vi, at arterne slet ikke blev ”skabt”, men at arternes oprindelse skal forstås i en EVOLUTION, hvor arterne blev UDVIKLET gennem en evolutionær proces, der har varet millioner af år. Dette videnskabelige fakta kalder man for evolutionslæren.

Men i Bibelen beskriver den alvidende Gud arternes oprindelse helt forkert og siger uvidenskabeligt, at han ”skabte” arterne:

>>Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«<< (Første Mosebog 1:24-28)

Det var så tre eksempler på videnskabelige fejl i Bibelen.

Nu skal vi se på tre eksempler på moralske problemer.

 

Et eksempel på moralsk problem kunne være homoseksualitet. Mange folkeslag og civilisationer har ment (og visse steder fortsat mener) at homoseksualitet er forkert og at de homoseksuelle derfor skal diskrimineres eller dræbes. – Men i dag er den gængse opfattelse, i hvert fald hos de moderne og civiliserede folkeslag og nationer, at de homoseksuelle er mennesker på lige fod med alle os andre, og at homofobi er amoralsk.

Men i Bibelen er Gud en homofob, for i Bibelen kan vi læse om bl.a. ødelæggelse af byerne Sodoma og Gomorra, som blev smadret af Gud pga. blandt andet homoseksualitet (se Første Mosebog 18:16). Og senere et andet sted fortæller Gud så Moses, at bøsser skal dræbes:

>>Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.<< (Tredje Mosebog 20:13)

 

Et andet eksempel på moralsk problem kunne være slaveri. Slaveri har været accepteret af stort set alle folkeslag og civilisationer gennem det meste af tiden. – Men i dag er vores moralske opfattelse, at slaveri er amoralsk.

Men i Bibelen har Gud intet problem med slaveri og det kommer til udtryk ved forskellige lejligheder. F.eks. i Første Mosebog kan vi læse om den respekterede profet Abraham (også kaldet ”Abram”), der sover sammen med sin kones slave, Hagar, og uden at Gud eller englene fordømmer det:

>>Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: »Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende.« Og Abram gjorde, som Saraj sagde. Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. Abram havde da boet ti år i Kana’an.<< (Første Mosebog 16:1-3)

 

Et tredje og sidste eksempel på moralsk problem kunne være folkemord. Mange civilisationer har accepteret folkemord som et naturligt virkemiddel til at opnå et militærmål. F.eks. har den romerske krigsherre Julius Cæsar (død 44 f.v.t.) blod på hænderne, hvor han foranstaltede folkemord mod Tencteri-stammen og Usipete-stammen, som blev udryddet. – Men i dag er den gængse opfattelse, at folkemord er amoralsk.

Men i Bibelen har Gud også en mentalitet som en krigsherre fra Antikken, hvor folkemord er et acceptabelt middel til at opnå militære mål. For i Første Samuelsbog kan vi læse at profeten Samuel har et budskab fra Gud til krigsherren Saul, hvor den barmhjertige Gud befaler sidstnævnte om at udføre et folkemord mod fjenderne, amalekitterne, og dræbe deres “kvinder, børn og spæde”:

>>Samuel sagde til Saul: »Det var mig, Herren sendte for at salve dig til konge over sit folk Israel. Vær nu lydig mod Herrens ord! Dette siger Hærskarers Herre: Jeg vil straffe amalekitterne for det, de gjorde mod israelitterne, da de spærrede vejen, dengang israelitterne drog op fra Egypten. Ryk nu ud og slå amalekitterne, og læg band på alt, hvad der tilhører dem. Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler.«<< (Første Samuelsbog 15:1-3)

 

Nu har vi set på tre eksempler på videnskabelige fejl og tre yderligere eksempler på moralske problemer i Bibelen.

Er det ikke påfaldende, at der i Bibelen står sådan noget uvidenskabeligt vås om at Månen er et lys, at Jordens skabelse skete på syv dage, og at arterne blev ’skabt’ , og i samme ombæring anvise en forældet (a)moralsk holdning om at homofobi, slaveri og folkemord er i orden?

Lyder dette som nogle ord fra en alvidende Gud?

For os ateister (eller kulturkristne og kulturjøder), som har gransket Bibelen i dybden og anvendt kritisk tænkning, er svaret ret ligetil: Den der ”Gud” fra Bibelen er ikke en rigtig guddom, men sådan en guddom er en opdigtet fantasigud ligesom Zeus og Odin skabt af primitive mennesker, der levede for tusinde af år siden, og derfor er der videnskabelige fejl og moralske problemer i Bibelen.

For tusinde af år siden ville menneskeheden have troet, at Månen var et lys, at Jordens skabelse skete på nogle dage, og at arterne blev ’skabt’, og deres værdisæt ville i samme ombæring være at homofobi, slaveri og folkemord var i orden. Og i processen med at skabe en guddom eller religion, ville sådanne holdninger – altså de videnskabelige fejl og amoralsk værdisæt, som var almindelige før – blive en del af gudens og religionens. Derfor er der videnskabelige fejl og moralske problemer i Bibelen.

En alvidende Gud ville – siden denne guddom netop er ALVIDENDE – aldrig nogensinde sige, at Månen lyser, at Jordens skabelse skete på syv dage, og at arterne blev ’skabt’. Og i tilfældet af at Gud ikke vil afsløre videnskabelige fakta for menneskeheden på det tidspunkt, da kan Gud vælge at tie stille eller formulere sig på en anden måde. En alvidende Gud ville simpelthen aldrig komme med udsagn, der er uvidenskabelige.

En alvidende Gud ville – siden denne guddom netop er ALVIDENDE – vide, at et værdisæt, hvor homofobi, slaveri og folkemord er accepteret på ingen måder er naturgivent og tidløst, men at sådan et værdisæt er en relativ størrelse forankret fast til en bestemt tidsperiode for nogle bestemte kulturer, og at sådan et værdisæt vil blive fordømt af mennesker på et senere tidspunkt.

Det er sådanne tanker og argumenter tidligere kristne og jøder har tænkt og diskuteret, der har nedbrudt deres trosforsvar, hvorved de indså efterhånden, at ”Gud” er en konstruktion ligesom Zeus og Odin skabt af (primitive) mennesker fra en (primitiv) tid, hvor det endnu ikke var almenviden, at Månen lyser, at Jordens skabelse skete gennem millioner af år, at arterne blev udviklet, og hvor man havde en holdning om at homofobi, slaveri og folkemord var acceptabelt.

Nu bør læserne vide, hvorfor mange kristne og jøder fik deres trosforsvar nedbrudt og indså, at Gud ikke findes og er en fantasikonstruktion skabt af mennesker.

 

 

Det Nye Testamente: Om Jesus’ uvidenskabelige udsagn

Nogle af vores kristne venner, der sidder og læser med, vil måske indvende sig imod og hævde, at alt det videnskabelige fejl og moralske problemer, vi har oplistet hidtil, står i Det Gamle Testamente, og at Jesus “ophævede” det, og at for kristne gælder kun Det Nye Testamente.

Påstanden er kun delvis rigtig, og den holder slet ikke i længden.

Jesus “ophævede” ikke Det Gamle Testamente. Jesus har ophævet den gamle aftale mellem Gud og israelitterne. For nu hvor Jesus var kommet, gælder der en ny aftale, som er, at hvis man tror på, at Jesus er Guds søn, så er man frelst. Jesus tager i grove træk ikke afstand fra de gamle israelitters gerninger og deres moral, og Jesus refererer konstant til de gamle profeter fra Det Gamle Testamente på en ærbødig måde. Så narrativen i Det Gamle Testamente om at arterne blev ‘skabt’ eller at Saul skulle udføre et folkemord mod amalekitterne er en del af kristendommen.

Men lad os for argumentets skyld accepterer de kristnes påstand om, at Det Gamle Testamente ikke længere gælder alligevel, og at de kristne kun har Det Nye Testamente at forholde sig til.

Vil det løse problemet? – Næppe.

For selv Jesus i Det Nye Testamente kommer med udsagn, der er videnskabelige forkerte, selvom han er ALVIDENDE og ”Guds Søn”.

Lad os kigge på to eksempler i Det Nye Testamente.

Det første eksempel handler om sennepsfrøs størrelse. I dag ved vi, at et sennepsfrø slet ikke er den mindste frø, da vi har mange andre frø, der er mindre. F.eks. er et orkidefrø langt mindre end sennepsfrø. Men i en lignelse siger Jesus uvidenskabeligt, at sennepsfrø er mindre end alle andre frø:

>>Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«<< (Matthæusevangeliet 13:31-32)

 

Et andet eksempel handler om stjernernes rolle i vort univers. I dag ved vi, at stjernerne ikke er små pyntegenstande på vores himlen, der kan falde ned, men at stjernerne er kæmpestore soler mange lysår væk, og som slet ikke kan falde ned på Jorden. Men i en prædike siger Jesus uvidenskabeligt, at på dommedagen vil stjernerne falde ned:

>>Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes.<< (Matthæusevangeliet 24:29)

 

Så selv hvis vi købte påstanden om, at Det Gamle Testamente ikke længere gælder, da ville det slet ikke løse problemet, siden Jesus selv i Det Nye Testamente er citeret for at komme med udsagn, der er videnskabelige forkerte.

 

Hvordan en kristen og jøde vil reagere

Hvis man spørger en kristen eller en jøde, hvorfor de tror på, at Gud eksisterer og er en rigtig guddom, mens Zeus og Odin er falske guder, da vil de prøve at sammenstable en rationel forklaring. Men bagved deres forklaring ligger der en irrationel følelsesmæssig tilknytning til deres tro på Gud eller religion. Troen på Gud eller religion er ikke et rationelt anliggende, men et irrationelt følelsesmæssige anliggende: Troen er baseret på følelser og ikke selve rationalet.

Hvis man fortæller en kristen eller en jøde, at deres Gud (og religion) er en konstruktion skabt af mennesker, og vise dem de problematiske bibelverser med videnskabelige fejl og moralske problemer, sådan som denne hjemmeside gør, da vil de føle sig provokeret, fordi man går ind i deres komfortzone.

Hvordan vil en troende forholde sig til de problematiske bibelverser, der enten er uvidenskabelige eller amoralske? Det hele står og falder med, hvordan ens skriftsyn på Bibelen er, og hvad ens opfattelse af videnskabelige fakta og moral er.

Groft sagt kan man kategorisere dem i tre grupper:

 

Gruppe 1: ”idiot, men ærlig”-tilgang

Hvis en troende har det skriftsyn på Bibelen, at de omtalte bibelverser med at Gud ”skabte” mennesker (Første Mosebog 1:24-28) eller at homoseksuelle skal dræbes (Tredje Mosebog 20:13) er ”Guds direkte ord”, men personen alligevel har en holdning om, at evolutionslæren er fup eller at homoseksualitet er forkert, da vil personen slet ikke have en trang til at omfortolke sådanne bibelverser. Her vil personen typisk argumentere for, at biologer tager fejl med deres forskning om evolutionslæren, eller at det er samfundet, der er på afveje, når homoseksualitet accepteres.

Med andre ord er denne person idiot, der afviser videnskabelige fakta og moderne moralsk værdisæt, men til gengæld er personen helt ærlig og forsøger slet ikke at omfortolke betydningen af de problematiske bibelverser.

 

Gruppe 2: ”fornuftig, men uærlig”-tilgang

Hvis den troende fortsat har det skriftsyn på Bibelen, at de omtalte bibelverser om menneskers skabelse og drab af homoseksuelle er ”Guds direkte ord”, men på den anden side anerkender evolutionslæren eller accepterer homoseksualitet, da vil personen være dybt på skideren: Personen kan ikke beskylde Gud for at være uvidenskabelig eller amoralsk, så her vil personen være tvunget til at omfortolke de problematiske bibelverser efter eget forgodtbefindende. Og det mest klassiske apologetisk argument, man benytter sig af, er, at Gud talte i metafor og ikke mente det bogstaveligt.

”Siger Gud uvidenskabeligt, at arterne blev ’skabt’? – Nej, Gud brugte bare et metaforisk sprog, som ikke skal tages bogstaveligt.”

”Siger Gud amoralsk, at bøsser skal dræbes? – Nej, det skal også læses metaforisk, og desuden er Gud kærlig, så det mente han nok ikke bogstaveligt.”

Sådanne apologetiske argumenter benytter man sig af, siden man skammer sig over Guds ord og derfor i affekt omfortolker dem.

Problemet med denne apologetiske tilgang er, at personen må mene, at Gud enten (1) har formuleret sig klodset eller (2) vildleder med sproget. Og begge disse to muligheder ville være uacceptable for den troende.

For når afsenderen (Gud) i Bibelen siger ”X”, og personen insisterer på, at afsenderen ikke mener ”X”, men ”Y”, så kan det kun betyde én af disse to ting:

(1) Enten betyder det Gud har formuleret sig klodset. – Og dette er utænkeligt for de troende, for Gud er en ALVIDENDE guddom og laver ikke fejl ved at formulere sig klodset.

(2) Eller det betyder, at Gud vildleder med sproget helt bevidst, og dermed betyder det, at Gud har en intention om at vildlede folk. – Og dette er også utænkeligt for de troende, for Gud har ingen intention om at vildlede med et vildledende sprog, så folk ikke kan stole på indholdet af Guds ord i Bibelen.

Begge disse ovenstående to muligheder ville underminere troen.

Med andre ord er denne person fornuftig, der accepterer videnskabelige fakta og moderne moralsk værdisæt, men til gengæld er personen uærlig og forsøger at omfortolke Guds ord i Bibelen, men problemet er, at hver gang personen omfortolker Guds ord i Bibelen, så betyder det, at personen beskylder Gud for enten at have (1) formuleret sig klodset eller (2) for at vildlede og at man ikke kan stole på Guds ord.

 

Gruppe 3: ”fornuftig, men snedig”-tilgang

Hvis den troende har den opfattelse, at de problematiske bibelverser om menneskers skabelse og drab af homoseksuelle IKKE er ”Guds direkte ord”, men at de er “tanker fra mennesker inspireret af Gud”, da vil personen slet ikke føle en trang til at omfortolke disse bibelverser: For her kan personen affeje de videnskabelige fejl og moralske problemer med at disse netop er tanker fra MENNESKER inspireret af Gud, og dermed tilskrive de videnskabelige fejl og moralske problemer til mennesker og frikende Gud i processen.

Med andre ord accepterer personen her videnskabens resultater og har et moderne moralsk værdisæt, men er snedig og afviser at de problematiske bibelverser skulle være ”Guds direkte ord”.

 

Nu har vi gennemgået de tre apologetiske tilgange.

I tilfælde af at en tvivlende kristen eller jøde ikke bliver overbevist af de apologetiske argumenter og anerkender at Gud er opdigtet af primitive menneskers fantasi, da vil processen med at miste sin tro ikke vare en dag. For processen med at miste sin tro plejer snarere at vare uger, måneder og endda år.

 

Hvad med muslimer?

Som allerede nævnt er de specifikke tanker og argumenter, der plejer at nedbryde trosforsvaret hos de kristne og jøder, til en vis grad magen til de samme tanker og argumenter, der også nedbryder trosforsvaret hos muslimer.

En muslim tror på den samme guddom, som både kristne og jøder tror på. Men muslimernes allerhelligste profet er Muhammed (død 632), som hverken kristne eller jøder anerkender som en profet. Muslimernes guddom vil vi kalde ”Allah”.

Hvad tror muslimer helt konkret på om Muhammed?

Om Muhammed tror muslimer helt konkret på, at han var en udvalgt profet udpeget af Allah, og at Muhammed gennem en periode fra 610 til 632 indtil sin død fik en række guddommelige åbenbaringer fra Allah, at disse åbenbaringer fra Allah er nedfaldet i Koranen.

Men mange muslimer har på det seneste fået bedre uddannelse end deres forældre, og mange muslimer er migreret til Vesten eller har adgang til internettet, hvor de bliver udsat for sekulær tænkning og en række spørgsmål, der i sidste ende har nedbrudt deres tro på islam. Antallet af eks-muslimer er nemlig eksploderet på det seneste, hvor flere og flere muslimer mister troen på islam, og selv blandt de muslimske imamer og lærde bekræfter og begræder de tendensen.

Hvorfor mister mange muslimer deres tro på islam?

Det korte svar er, at en stillingtagen til en række videnskabelige fejl og moralske problemer kan nedbryde trosforsvaret hos en muslim. I næste sektion under Intro om islam og frafald vil vi gennemgå det helt i dybden.